Nogle vigtige regler når vi kører i grupper – vi kører enten to og to (også kaldet paradekørsel) eller en og en (også kaldet på linje). Uanset køreform, så:

hold på cykel

  • Husk at være opmærksom. Når man ligger på hjul, er udsynet begrænset, og derfor giver man tegn, når man har nogen liggende bagved – det kan være om huller i vejen, grus. o. lign. De der ligger bagerst skal så forsøge at holde øje med biler og andre, der kommer bagfra, og hvis forholdende byder det at advare dem foran ved at råbe ”bagfra” – det kommer ret hurtigt i praksis og ingen forventer, at du mestrer det hele i starten. Men vær klar over at fæle fejl bliver påtalt – det er også det, du lærer af.
  • Hold din bane. Kører du alene, betyder det ikke så meget, hvis du slingrer, men i en gruppe er det meget anstrengende at køre sammen med folk, der slingrer og skifter hastighed konstant for slet ikke at tale om, at det øger risikoen for styrt markant. Køres to og to i sving må man naturligvis ikke skære hjørnet af og tage pladsen fra sidemanden.
  • Pludselige opbremsninger og retningsskift er FORBUDT. Når vi krydser en vej, vil de forreste enten råbe ”se op”, hvilket betyder, at der bremses, eller ”fri”, hvilket BURDE betyde, at der ikke er tværgående trafik. Det kan man nu ikke være sikker på, så se selv efter, inden du krydser vejen. Punkterer du eller har andet uheld, råber du ”defekt” og husker det med ikke pludseligt at bremse eller trække ind i rabatten.
  • Generelt skal man se frem og ikke kun på hjulet foran.